Skatteministeriet har mandag d. 20/6 2022 præsenteret en politisk aftale, der kan få betydning for de danskere, der har gæld til det offentlige. Med aftalen ønsker politikerne at gøre det nemmere at foretage lønindeholdelse på gældstyper som skattegæld, forsyningsafgift, underholdsbidrag eller andre former for offentlig gæld.
Målet er at styrke den offentlige gældsinddrivelse frem mod 2030. De seneste år har danskernes gæld til det offentlige været stødt stigende, man håber derfor at kunne knække kurven med den nye aftale.
Måden, man ønsker at ændre den udvikling, er ved at styrke Gældsstyrelsens muligheder for at lave lønindeholdelse over for skyldnere. Politikerne har lavet en ny model for lønindeholdelse, hvilket betyder følgende:
- Under lavindkomstgrænsen: Gældsstyrelsen må inddrive på alle gældstyper for skyldnere under lavindkomstgrænsen, før var det kun udvalgte typer som biblioteks- og parkeringsbøder. I 2022 ligger lavindkomstgrænsen for en årsindkomst på henholdsvis 156.000 kr. og 125.000 kr. netto (efter skat) for skyldnere med og uden forsørgerpligt. Gældsstyrelsen har for denne gruppe mulighed for at lønindeholde med en afdragsprocent på 3% af nettoindkomsten.
- Over lavindkomstgrænsen: Fremover vil Gældsstyrelsen kunne inddrive 4-60% af skyldnerens nettoindkomst. Afdragsprocenten afgøres på baggrund af skyldnerens årlige lønindkomst. Den maksimale afdragsprocent på 60% vil gælde for skyldnere med en årlig nettoindkomst over 440.000 kr., hvis personen har forsørgerpligt. For skyldnere uden forsørgerpligt skal nettoindkomsten være over 400.000 kr.
Den nye model for lønindeholdelse betyder at omkring 113.000 skyldnere omfattes af reglerne.
Det skal du være opmærksom på
Hvis du har gæld til det offentlige, er der nogle væsentlige dele, som er værd at holde øje med. Det kan være værd at undersøge, hvad den nye aftale betyder for dig, for det kan få en effekt på din økonomi. Vær opmærksom på nedenstående.
- Inddrivelsesrenten for offentlig gæld falder fra 8% til 4%.
- Skyldnere med høj lønindkomst vil blive lønindeholdt for mere end hidtil.
- Skyldnere med de allerlaveste indkomster kan opleve at få nedsat deres månedlige afdrag.
Har du spørgsmål vedrørende lønindeholdelse og hvad det betyder for din økonomi, er du velkommen til at kontakte os og få rådgivning fra en af vores erfarne rådgivere. Hvis du mangler overblik over din økonomi og hjælp til afvikling af din gæld, så bestil en uforpligtende samtale - så hjælper vi dig ud af gælden.
Kilde: Skatteministeriet