Forside Forældelse af gæld

Forældelse af gæld

JA, den er god nok! Din gæld kan være forældet.

Og det kan betyde rigtig meget for din økonomi, hvis du ikke skal betale penge tilbage, som du ellers havde regnet med.

Forældelsesreglerne har desuden ændret sig i de seneste år, og det er en fordel for dig. Der er nemlig nogle kreditorer, som ikke har fået reageret i tide, og derfor oplever flere end normalt, at deres gæld er forældet.

Er din gæld forældet? – Lad os få styr på det!Udfyld en ansøgning til en gratis gældssamtale

Forældet gæld – hvad betyder det for mig?

Hvis din gæld er forældet, skylder du ikke længere penge til den pågældende kreditor. Du vil derfor være endeligt fri for gælden.

Er din gæld gammel nok?

Det kommer an på hvilken type af gæld, der er tale om. Der er 5 forskellige frister:

Forældelsesfrist

Forældelsesfrist 3 år

Det er udgangspunktet, at gæld er forældet efter 3 år. De 3 år regnes fra det tidspunkt, hvor kreditoren kunne kræve hele gælden tilbagebetalt. Denne regel gælder fx ved gæld til almindelige forretninger.

De 3 år kan ændre sig til en forældelsesfrist på 10 år, hvis du erkender gælden – enten frivilligt ved underskrift eller gennem retten.

Renter forældes som udgangspunkt efter 3 år.

Forældelsesfrist 5 år

Gæld er forældet efter 5 år, hvis gælden er opstået ved udførelse af arbejde i et ansættelsesforhold.

Forældelsesfrist 10 år

10 års reglen gælder eksempelvis, når:

  • der er udstedt et gældsbrev
  • du har skriftligt anerkendt gældens eksistens og størrelse
  • gældens størrelse og eksistens er fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav af fogedretten eller anden afgørelse
  • gælden er registreret i en værdipapircentral – fx aktier
  • du har pengelån i banken
  • du har ubevilget overtræk på en konto i banken.

Forældelsesfrist 20 år

Forældelsesfristen er 20 år for indlån i banker eller lignende og for tilskrevne renter. Fristen regnes fra seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller øvrige posteringer.

Forældelsesfrist 30 år

Der er en forældelsesfrist på 30 år for gæld opstået i forbindelse med erstatning eller godtgørelse, når det handler om personskade.

Selvom en gældspost er forældet, kan du selvfølgelig stadig have gæld andre steder. Det skal du også have styr på, hvis du endeligt vil være gældfri.

Få styr på al din gæld og bliv gældfri!Bestil en gratis gældssamtale

Forældelsesfristen kan afbrydes af kreditor

Forældelsen kan i visse tilfælde afbrydes af kreditoren. Det betyder, at fristen begynder på ny.
Fristen begynder på ny, når:

  • du udtrykkeligt eller ud fra din måde at handle på erkender gælden – fx ved betaling af renter på gælden eller du hæver penge på din kassekredit
  • kreditoren påbegynder retslige skridt mod dig, inden den oprindelige frist er udløbet – det kan fx være i fogedretten eller i skifteretten i forbindelse med din sag om konkurs eller gældsanering, hvor gældens eksistens og størrelse fastslås.

Fristen begynder IKKE på ny, når kreditoren blot kontakter dig – fx ringer eller sender rykkere.